Spareplan gennemført: Århundredets forsømte forår

COVID-19 har desværre betydet, at ROMU står til at miste en stor del af årets kommercielle indtægter.

Derfor har museet i dag gennemført en omfattende spareplan, som sikrer museumsorganisationen som helhed i en svær situation.

Planen for besparelserne er blevet til i samarbejde med og med opbakning fra tillidsfolk, samarbejdsudvalg og en enig chefgruppe.

Kulturmonitor har bragt en præcis artikel om sagen, som kan læses her.

På hjemmesiden for ROMU findes der en fyldigere artikel med detaljer om planen og citater fra tillidsfolk.

I en kommentar til situationen er min egen vurdering, at det handler om nu at udvise rettidig omhu og tænke frem, så organisationen igen kan folde sig ud på den anden side af krisen:

“Vi har med COVID-19 fået århundredets ”forsømte forår” med store tab, ærgerlige aflysninger og voldsom usikkerhed til følge. Selvom Danmark måske vågner igen langsomt og stille efter påske, så har museerne uden publikum allerede fået smerten og en forandret økonomi, som betyder, at vi må reagere af hensyn til hele institutionen”.

I DR P4 fik jeg mulighed for at udfolde disse tanker i en samtale på morgenfladen i anledning af spareplanen. Det hele foregik via video-link hjemmefra, som det fremgår betegnende om hele situationen herunder.