Dejlig er jorden som den røde tråd i disse juledage
Refleksion på 2. juledag
På vej til Fakta efter køkkenrulle og småting til 2. juledag spiller Spotify “Dejlig er jorden” med Gasolin’ for mig, og det slår mig, hvor meget den fine, gamle julesalme i virkeligheden har været med i disse juledage.
Ved bisættelsen lillejuleaftensdag for min gode ven, Christian, der døde alt for tidligt, var “Dejlig er jorden” den trøstende sidste salme.
Da sognet mødtes i kirken juleaftensdag var “Dejlig er jorden” den stemningsfulde sidste salme med trompet og det hele.
Da julegåsen skulle gøres klar, var det ledsaget af højtalerens sprøde toner med Musica Ficta og Bo Holtens danske julesange, heriblandt “Dejlig er jorden”.
Da familien dansede om juletræet sluttede vi af med “Dejlig er jorden” og mindedes tidligere år med samme måde at gøre det hele på.
Og sandelig, mens jeg skriver dette, om ikke en god, gammel kollega popper op i mit feed med det sødeste familiefoto og teksten: “Tider skal komme, tider skal henrulle, slægt skal følge slægters gang”.
Midt i livets køkkenrulle-trivialiteter ruller den gamle poesi og musikalske kulturarv til højtiden elegant hen over det hele og skaber dybde og sammenhæng. Dejlig er jorden, ja, både til jul og til alle andre tider.
Det var i øvrigt B.S. Ingemann, som i 1850 skrev “Dejlig er jorden” med inspiration fra en tysk folkesalme.
“Dejlig er jorden” hører i dag sammen med “Glade jul, dejlige jul”, “Et barn er født i Betlehem” og “Dejlig er den himmelblå” til de allermest kendte danske julesalmer.