Borgmester: ROMU er et fyrtårn

Mere end 500 mennesker deltog i stor fejring af museumsorganisationen ROMU lørdag den 9. november.

Der var foredrag og omvisninger på alle etager med indføringer i alt fra mystiske nøgler fra oldtiden til sikkerhedsforhold under den kolde krig.

Borgmester og bestyrelsesformand Tomas Breddam holdt en af de officielle taler, der flot satte kulturens og museets betydning i relief.

“Kultur og oplevelser er med til at gøre os rigere som mennesker, og samtidig styrker kvalitetsprægede attraktioner som Roskilde Museum byens velstand med øget turisme og større omsætning i handelslivet. Derfor vil jeg prioritere den slags i kommunen”, sagde Tomas Breddam og fortsatte:

“Roskilde Museum er på sit område blevet et fyrtårn, som er med til at løfte Roskilde. Derfor skal vi fortsætte denne prioritering af noget, der skiller os ud fra så mange”.

Jubilæumsfesten blev holdt på Roskilde Museum i Sankt Ols Stræde i byen, der blandt andet er kendt for kulturarv og kulturliv med domkirke, vikingeskibe, festival – og altså en museumsorganisation med 90 års historie.

Læs fin reportage med højdepunkter på Sjællandske Mediers hjemmeside her.