10 ting, der skete i mit arbejdsliv i 2018

2018 blev et nyskabende og stærkt år på jobfronten. Sammen med dygtige kolleger på avisen og strålende eksterne samarbejdspartnere fik jeg blandt andet mulighed for at opleve disse resultater:

  1. Kristeligt Dagblad kom ud af 2018 som landets 11. største digitale medie: Med 977.577 unikke brugere i december opnåede Kristeligt Dagblads digitale univers en placering som nummer 11 på Dansk Online Index, som rummer de fleste større hjemmesider og digitale medieplatforme i Danmark.
  2. Kristeligt Dagblad blev mediet med flest digitale priser: Ved uddelingen af Danske Mediers digitale priser i foråret 2018 blev Kristeligt Dagblad det medie af alle, som fik flest priser. Avisen fik tre priser af guld og sølv samt hædrende omtale for digitale specialhistorier om henholdsvis demens, om etiske valg knyttet til fosterdiagnostik og om udbredelsen af Facebook i Danmark på godt og ondt. Kristeligt Dagblad vandt ydermere en pris af sølv som årets digitale landsdækkende medie. ”Sitet bærer præg af, at det er indholdet, der er i højsædet”, lød det fra juryen, der tilføjede: ”Sitet står knivskarpt til målgruppen og er eksekveret med en sjælden set kompromisløshed”.
  3. Kristeligt Dagblads e-avis til abonnenter slog rekord: En meget målbevidst indsats med udvikling af digitale sær-udgaver til søn- og helligdage bar frugt. Brugen af Kristeligt Dagblads app og e-avis til betalende abonnenter steg i årets løb med over 40 procent. Det digitale oplag har aldrig været større.
  4. Kristeligt Dagblad lyder af meget mere:  Også Kristeligt Dagblads digitale lyd-avis til abonnenter oplevede stor fremgang i året, der gik, og nåede i november det hidtil højeste niveau med over 7.000 unikke lytninger. I 2018 begyndte Kristeligt Dagblad at udgive lyd-avisen både om tirsdagen og om fredagen. Desuden producerede avisen en række særlige lyd-serier om kulturpersonligheders tøj og livssyn, om vikingernes historie, om det meningsfulde liv som senior og om hverdagens moralske dilemmaer.
  5. Kristeligt Dagblad lancerede et nyt, digitalt special-medie: Den 21. september 2018 slog mediehuset de digitale døre op for et spritnyt fagmedie, Kirke.dk, til mennesker, der arbejder med kirkeliv i Danmark. Det redaktionelle indhold på det nye medie er blevet taget godt imod inden for målgruppen, ligesom salget af abonnementer til ansatte, beslutningstagere, folkevalgte og frivillige med ansvar i kirker og kirkelige organisationer har været tilfredsstillende.
  6. Kristeligt Dagblad fik succes med alternativer til Facebook: Næsten alle medier har i 2017 og 2018 oplevet problemer, som skyldes ændringer i Facebooks algoritme. Kristeligt Dagblad taget højde for udfordringerne ved at sprede viften af aktiviteter på flere sociale medier. En ny nyhedsrobot kom til i 2018. Og desuden oplevede avisen kraftig vækst af brugere og eksponeringer på Instagram, Twitter og LinkedIn. På YouTube steg antallet af viste timer med mediehusets videoer med over 35 procent.
  7. Kristeligt Dagblads digitale miljø tiltrækker praktikanter: Avisens digitale miljø opnåede i 2018 stor søgning fra flere forskellige praktiksteder. Det er en stor glæde at være med til at give unge mennesker mulighed for at vise, hvor hurtigt og hvor meget de kan lære inden for så forskellige fagligheder som mediegrafik, podcast-produktion, digital magasin-udvikling, video-redigering, html-kodning, reportage-foto, billedbehandling, quiz-moduler, for slet ikke at tale om helt almindelig, men hamrende væsentlig artikelskrivning. Ved evalueringen sagde praktikanterne, at vi fremstod som “super-tjekkede”. Tak, tjek.
  8. Kommentarer med bredere appel: 2018 blev året, hvor jeg prioriterede at skrive en række kommentarer og analyser om værdispørgsmål i emner, der var – og er – oppe i tiden fra Dronningens nytårs-taler over Kim Larsens livsforløb til etikken i mediernes dækning af Peter Madsens drab i ubåden.
  9. Udnævnelser med ansvar for viden og formidling: I 2018 blev jeg udpeget som medlem af bestyrelsen for Folkeuniversitetet i København. Desuden blev jeg valgt som næstformand for aftagerpanelet på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab ved RUC. Begge ansvarsområder sætter jeg en ære i at forvalte med engagement, så forskning, viden og uddannelse kommer bredest og bedst muligt ud over rampen.
  10. Fjernsyn på vej hjem fra arbejde: TV2News har haft succes med det folkeoplysende nyheds-format News & Co., som sendes på flow på hverdage kl. 16-18. Siden slutningen af 2017 har jeg været en tilbagevendende deltager i panelet, og det har været en stor og lærerig fornøjelse at være med. Det er dygtige værter, som styrer seerne og paneldeltagerne gennem døgnets vigtigste nyheder.